Vil du vide mere om en bil? Se blandt andet, om den må køre i miljøzonerne

Hvem må køre i miljøzonerne?

Som bilist er der mange ting, du skal holde øje med i trafikken. En af dem er miljøzonerne. Da de først blev indført, ramte de især dem, der kørte i varebiler og tunge køretøjer. I dag er de blevet relevante for en lang række personbiler, der nu også er forment adgang til afgrænsede områder i landets største byer.

Hvad er miljøzoner?

Renere luft til borgerne. Det er det erklærede mål som politikkerne har sat sig. Til gavn for luftkvaliteten og den grønne omstilling blev et flertal i Folketinget i 2019 enigt om at stramme grebet om de køretøjer, der udleder flest partikler. De meste forurenende biler måtte nu ikke længere færdes i udvalgte zoner i byerne København, Frederiksberg, Aalborg, Aarhus og Odense. Miljøzoner var blevet født.

De restriktioner, der begyndte med ældre dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler, blev senere trinvist udvidet til i dag også at gælde for nogle bestemte personbiler.

Det er bilisternes ansvar at undersøge om netop deres bil må færdes i miljøzonerne. Med et nummerpladeopslag på AltOmBilen.dk vil du altid kunne se, om du må køre i de danske miljøzoner – eller ikke. Det er i princippet det eneste, du behøver at vide.

For dig, der gerne vil kende reglerne, dykker vi ned i en lidt mere detaljeret forklaring. For der er nemlig mange detaljer…

Hvilke regler gælder i miljøzoner?

Kort sagt er det ældre dieselpersonbiler, der siden 1. oktober 2023 også bliver omfattet af køreforbuddet i miljøzonerne.

Dieselkøretøjer er dem, der udleder flest partikler. Derfor må du, som kører en dieselbil, faktisk godt køre i miljøzonerne, hvis din bil har et partikelfilter monteret eller lever op til euronorm 5 eller over.

Det samme gælder for ældre varebiler, der kører på diesel, og som vejer på til 3,5 tons. Men hvad er så en ”ældre” varebil? Her taler vi om dem, der blev indregistreret før 1. september 2016.

Hvad angår dieseldrevne lastbiler og busser over 3,5 tons, er reglerne lidt skarpere. For at kunne anvendes lovligt i miljøzoner, skal de nemlig være indregistreret efter 1. januar 2015 eller have et partikelfilter monteret eller være minimum euronorm 6.

Bemærk, at de regler gælder for danske køretøjer lige som udenlandske køretøjer.

Hvilke biler kan få dispensation fra miljøzonereglerne?

Bilen er undtaget fra miljøzonereglerne, hvis:

  • Den er registreret som veteranbil
  • Den er registreret i udlandet og er ældre end 30 år
  • Den benyttes af forsvaret, politiet, redningsberedskabet eller lignende (og det skal dog være ved ekstraordinært behov).

I andre ganske særlige tilfælde kan du søge om dispensation. Det gælder køretøjer, der ikke kan få eftermonteret partikelfilter, og som skal have punktuel adgang til miljøzonen (f.eks. hospitalbesøg eller natarbejde).

Hvis dit køretøj ikke lever op til miljøzonekravene, kan du få et partikelfilter monteret

Hvis du ønsker at få eftermonteret et partikelfilter på din bil, kan du kontakte et autoværksted. Miljøzoneregler siger ikke noget om, hvilken type partikelfilter der skal monteres. Bemærk i øvrigt, at du, så snart du får monteret et partikelfilter, kommer til at spare 1.000 kr. om året i partikeludledningsafgift. Win-win!

Hvad koster det at køre i miljøzoner med et ikke-godkendt køretøj?

Kører du ind i en miljøzone med en bil, der faktisk ikke må være der, så kan du være ret sikker på, at det får en konsekvens. Hvor hårdt hammeren falder, kommer an på køretøjstypen.

Helt lavpraktisk er der både opsatte og mobile kameraer ved de danske miljøzoner, som tager billeder af de biler, der kører ind i og ud af zonerne. Det er Sund & Bælt, som på vegne af Miljøstyrelsen håndhæver regler for miljøzonerne. Politiet kan også til enhver tid holde kontrol med reglerne.

Hvor stor er bøden for at køre ind i en miljøzone?

Hvis din bil ikke lever op til kravene, og du alligevel bevæger dig ind i en miljøzone vanker der en bøde. I dag lyder taksterne på:

Miljøzonebøde for ikke-godkendt bil: 1.500 kr.
Miljøzonebøde for ikke-godkendt lastbil og bus: 12.500 kr.
Udenlandske biler, som ikke er registeret på miljoezoner.dk, får en ekstra bøde på 1.000 kr. for at køre i miljøzoner

Hvad så med udenlandske køretøjer?

Ældre, udenlandske dieselkøretøjer skal leve op til de samme krav som de danske. Og de skal registreres. Det sker online, og det er senest den dag, hvor de skal anvendes i en miljøzone.

Hvis du kører ind i en dansk miljøzone med et køretøj, der ikke lever op til reglerne, eller som ikke er registreret, risikerer du at få et bødeforelæg på 1.500 kr. for person- og varebiler, og 12.500 kr. for lastbiler og busser. Det er dog efterfølgende muligt at få nedskrevet bødeforelægget til 1.000 kr., hvis du kan dokumentere at bilen lever op til reglerne.

Alle kommuner må indføre miljøzoner

Som tidligere nævnt findes der i dag miljøzoner i disse byer:

  • København
  • Frederiksberg
  • Aalborg
  • Aarhus
  • Odense

Det står dog landets 98 kommuner frit for at bestemme, om de vil indføre miljøzoner, og hvor de skal være. Københavns Borgerrepræsentation har således besluttet, at den københavnske miljøzone pr. 1. marts 2025 udvides til kommunegrænsen mod Tårnby.

Ikke nok med det, så er såkaldte nulemissionszoner nu også et ord, vi skal vænne os til.

Hvad er nulemissionszoner?

De politiske ideer og initiativer, der skal hjælpe med at tilvejebringe den grønne omstilling, er i konstant udvikling. En aftale fra februar 2024 giver således alle danske kommuner mulighed for, ikke bare at oprette miljøzoner, men også for at oprette nulemissionszoner. Som navnet i sig selv peger på, handler det denne gang om, at det kun vil være køretøjer, der ikke udleder drivhusgasser i byerne, som vil få lov til at færdes i de afgrænsede zoner. Både benzin- og dieselkøretøjer, ja, alt, der ikke er fossilfrit, kommer nu til at måtte køre en omvej. Sagt med andre ord betyder det, at festen i nulemissionszonerne kun er åben for rene elbiler. Ikke engang pluginhybriderne er inviteret.

Lever din bil op til miljøkravene i dag – og hvad med om et par år?

Når du laver et opslag på AltOmBilen.dk vil du kunne se, om din bil lever op til de miljøzonekrav, som gælder i dag. AltOmBilen er en levende platform, og vi holder hele tiden øje med, om lovgivningen ændrer sig – eller om der er udsigt til, at den vil gøre det i fremtiden. Det kan være ret nyttig viden, hvis du for eksempel står over for at skulle anskaffe dig en bil. Måske den må køre i miljøzonerne i dag, men hvad hvis den falder for skærpede miljøkrav om et par år?

Det går vi ret højt op i at holde øje med, og vi gør vores bedste for altid at være hurtigt klar, så snart nye regler og lovgivning ser dagens lys.

Det gør vi, fordi du skal kunne stole på de data, du finder her hos os.

Hvis du vil vide, om din bil må køre i miljøzoner, så tjek nummerpladen her på AltOmBilen.

Senest opdateret 29. maj 2024.

Andre har også læst

Motorkontor

Garanti på en brugt bil

Bilvurdering