Til dig som sælger
Indtil den dag, en bil ikke længere står i dit navn, hænger du på f.eks. vægtafgift, ejerafgift, CO2-ejerafgift og forsikring. Et godt råd er derfor at få omregistreringen overstået med det samme, og gerne før du overdrager nøglerne til bilens nye ejer.
Skulle der alligevel opstå en fejl, og har køber ikke omregistreret eller helt afmeldt bilen senest fire dage efter købet, er du i din gode ret til at tvangsafmelde køretøjet.
Du kan altid tjekke, om et køretøj er afmeldt eller omregistreret ved at logge på TastSelv og finde menuen ’Motor og Motorregistret’. Står bilen stadig i dit navn fire dage efter salget, skal du kontakte Skat via TastSelv for at få bilen tvangsafmeldt.
Du kan også få det ordnet ved at møde op i en motorekspedition. Medbringer du slutsedlen på handlen mellem dig og køberen af bilen, kan Skat hjælpe med tvangsafmeldingen.
Det koster ikke noget at tvangsafmelde en bil online. Men møder du personligt op i en motorekspedition, er der et afmeldingsgebyr på 60 kr.
Til dig som køber
Uanset hvordan du vælger at omregistrere din nyindkøbte vogn, så er det i sidste ende dit ansvar at få det gjort. Det kan du, som vi har været inde på, heldigvis gøre ret nemt med enten online eller ved at møde op personligt i en synshal eller hos en af Skats fire motorekspeditioner.
Men! Når du foretager en omregistrering, så fanger bordet, og det er derfor vigtigt, at du får tastet alting korrekt. Taster du eksempelvis bilens nummerplade forkert, så hænger du på regningen for en ny omregistrering. Og det er under alle omstændigheder sure penge at komme af med, når det nu kunne have været undgået.
Der er ligeledes økonomiske grunde til, at du skal huske at omregistrere bilen inden for tidsfristen på de fire dage er udløbet.
Sker det ikke, risikerer du, at politiet begynder at lede efter bilen for at klippe nummerpladerne.
Du får desuden en bøde på 1.000 kr., fordi bilen ikke er omregistreret. Og så må du under alle omstændigheder ikke køre nogen steder i bilen, før omregistreringen er bragt i orden.
Det med småt – disse køretøjer kan ikke omregistreres
Eller jo, selvfølgelig kan ethvert køretøj omregistreres. Men du skal alligevel være opmærksom på, at visse køretøjer ikke kan omregistreres online.
For at omregistrere lastbiler, traktorer, motorredskaber, sættevogne, traktorpåhængsvogne, påhængsredskaber samt køretøjer med ønskenummerplader og køretøjer med klausul – altså taxaer og mandskabsvogne – skal du enten møde op hos en nummerpladeoperatør eller hos en motorekspedition.
Det kan være, bilen skal synes – hvad så?
Findes der andre situationer, hvor en bil ikke kan omregistreres? Ja, det gør der faktisk.
Hvis din nye bil – eller bilen du ønsker at sælge videre – ikke har været forbi en synshal inden fristen for det periodiske syn, vil den være låst i Skats systemer.
I det tilfælde kan bilen altså ikke få en ny ejer, før den er godkendt af en synsmand.
Meget apropos en synshal skal du også forbi sådan én, hvis du køber en bil, der ikke har haft nummerplader på de seneste to år.
Særligt for dig under 18 år
Allerede fra du er 17 år, må du køre bil, så længe der sidder en mere erfaren billist ved din side, som både er fyldt 30 år, og som desuden har haft kørekort i minimum 10 år.
Men reglerne er anderledes, når det kommer til at eje en bil.
Du skal nemlig være fyldt 18 år, før du kan stå i motorregistret som registreret ejer af et køretøj.
Tjek bilens nummerplade