Vil du vide mere om en bil? Se blandt andet om den må køre i miljøzonerne

Det skal du vide ved omregistrering af bil

Er du på jagt efter at købe en bil fra en privat sælger, eller er du måske allerede ved at forhandle med en sælger? Så er viden om, hvordan man omregistrerer en bil væsentlig for dig. Som køber er det nemlig dit ansvar at sørge for at omregistrere din nye bil kort tid efter købet. Vi vil gerne hjælpe dig, så du kan føle dig velforberedt til den dag, du skal omregistrere bilen. Derfor har vi her lavet en lille guide, der kan hjælpe dig med at få et overblik over, hvor du kan omregistrere din bil, hvad det koster, hvad du skal medbringe og andre væsentlige ting.

Hvad betyder det at omregistrere en bil?

Hvis det er første gang, du skal købe en bil, kan det måske føles lidt overvældende, at du selv skal sørge for omregistreringen. Men det er egentlig ret simpelt. Omregistrering af en bil betyder egentlig bare at give myndighederne besked om, at bilen har fået ny ejer. Bilens nummerplade er som et CPR-nummer, og når omregistreringen er på plads tilhører “CPR-nummeret” en ny person. Selvom det ikke er svært, er det er ikke noget, der sker automatisk. Omregistreringen er først plads, når den er registreret hos Motorstyrelsen, og den del vil altid være køberens ansvar. Man omregistrerer bilen ved hjælp af bilens registreringsnummer.

Hvis ikke man får omregistreret bilen, er konsekvensen, at den gamle ejer af bilen fortsat er ansvarlig for at betale afgifter, og den nye køber kan ikke være sikker på, at bilen har en gyldig forsikring.

Hav følgende ting klar, når du skal omregistrere en bil

Man skal have et par ting klar, når man skal omregistrere en bil. Der kan dog være forskel på, præcis hvilken dokumentation du skal bruge, da det afhænger af, om du foretager omregistreringen online eller ej. Med følgende er du rigtigt godt på vej:

  • Seneste registreringsattest
  • Billed-ID
  • NemID eller MitID
  • En fuldmagt, hvis omregistreringen sker på vegne af en anden
  • Dokumentation for at den nye ejer har ansvarsforsikring og information om, hvilket forsikringsselskab der skal forsikre bilen fremover
  • Betalingskort

Klar omregistrering af bilen online

Hvis du vil ordne omregistreringen af bilen online, kan du vælge mellem at gøre det via Skats hjemmeside eller bruge appen Ejerskifte. Prisen er den samme begge steder:

  • På Skats hjemmeside koster det 340 kroner
  • I appen Ejerskifte koster det 340 kroner

Sådan omregistrerer du din bil online hos Skat

Har du købt en bil fra en privat sælger, kan du omregistrere bilen i dit navn online på Skats hjemmeside. Her skal man vælge “Motorregister”. Du skal bruge nedenstående ting for at omregistrere bilen hos Skat:

  • Bilens registreringsattest
  • NemID eller MitID
  • Betalingskort

De fleste danskere vælger at afmelde eller omregistrere deres bil gennem adgangen til Motorregistret på Skats hjemmeside. Vær dog opmærksom på, at visse typer køretøjer som lastbiler og traktorer ikke kan omregistreres online. De skal i stedet omregistreres ved en nummerpladeoperatør eller ved en af Skats motorekspeditioner.

Omregistrer din bil online via appen Ejerskifte

Den letteste måde at omregistrere bilen på er ved at bruge appen Ejerskifte. Alt du skal bruge for at lave et ejerskifte er to mobiler - sælgerens og køberens - som begge har downloadet appen Ejerskift. Herefter logger både sælger og køber ind i appen ved hjælp af enten NemID eller MitID. Begge får en kvittering i appen kort tid efter.

Mød personligt op for at omregistrere din bil

Hvis du ikke vil omregistrere din bil online fra sofaen, men hellere vil møde op personligt, kan du gøre det hos et af Skats motorekspeditioner eller hos en nummerpladeoperatør. Vær opmærksom på, at det er væsentligt dyrere at få bilen omregistreret ved personligt fremmøde.

  • Hos Motorstyrelsens motorekspeditioner koster det 380 kroner plus 200 kroner for personligt fremmøde
  • Hos en nummerpladeoperatør kan der være forskellige priser. Startprisen er dog 380 kroner

Få omregistreret bilen på en Motorstyrelsens motorekspeditioner

Hvis du gerne vil klare omregistreringen personligt på et af Motorstyrelsens motorekspeditioner, kan du kun gøre det fire steder i landet. De er fordelt over det meste af landet, så du kan finde dem på både Fyn, Sjælland og i Jylland. Centrene er placeret i henholdsvis Odense, Aalborg, Aarhus og Høje Taastrup. Du skal have nedenstående ting med, hvis du vil omregistrere din bil hos Motorstyrelsen.

  • Registreringsattest
  • Billed-ID
  • Bevis på ansvarsforsikring
  • En fuldmagt, hvis du ikke ejer bilen
  • Betalingskort

Få omregistreret bilen i en synshal eller hos en forhandler

Du kan få personlig hjælp til at omregistrere din bil ved at tage forbi en nummerpladeoperatør, hvilket enten kan være en synshal eller en forhandler. Det koster mere end at gøre det online, da der tillægges et gebyr, og der kan derfor være stor forskel på prisen fra sted til sted. Du skal medbringe præcis de samme ting, som hvis du foretager omregistreringen hos Motorstyrelsens motorekspeditioner: En registreringsattest, Billed-ID, et bevis på ansvarsforsikring og en fuldmagt, hvis du ikke ejer bilen.

Hvad er forskellen på at omregistrere bil på en motorekspedition eller på Skats hjemmeside?

For nogen er det at købe en bil som at træde ind i en ny verden af nye begreber. Der er mange ting, man kan blive usikker på eller blande sammen. Nogle af de ting er Motorstyrelsen, Motorregistret og Skat. Egentlig betyder det hele egentlig lidt det samme, for Motorstyrelsen er en del af Skatteforvaltningen, som man bare kalder Skat, og Motorregisteret er den store centrale database med alle Danmarks køretøjer, og den bliver drevet af Motorstyrelsen. Man kan derfor både høre folk sige, at man skal omregistrere sin bil hos Skat såvel som i Motorregistret.

Hvor lang tid har man til at få omregistreret en bil?

Man skal huske at omregistrere eller afmelde bilen, inden der er gået fire hverdage, og det er som sagt køberens ansvar. Hvis bilen ikke er omregistreret fire hverdage efter, bilen er solgt, kan sælgeren selv vælge at bede Motorregistret om at afmelde den.

Det kan du roligt regne med, at sælgeren vil gøre, da vedkommende ellers fortsat vil være ansvarlig for at betale afgift og ansvarsforsikring. Bliver bilen ikke omregistreret inden de fire hverdage, kan det altså blive dyrt for sælgeren.

Hvor lang tid går der, før registreringen er gennemført?

Man får en midlertidig registreringsattest lige efter omregistreringen har fundet sted. Den endelige registreringsattest modtages med posten kort tid efter.

Omregistrering af bil uden registreringsattest er no-go

Det er ikke muligt at omregistrere en bil uden en registreringsattest. Hvis sælgeren har mistet registreringsattesten, er det sælgerens ansvar at få bestilt en ny registreringsattest via Skats hjemmeside. Man skal derfor ikke fortsætte handlen, før sælger kan fremvise en registreringsattest.

Hvornår har man behov for en fuldmagt til at omregistrere en bil?

Der er ikke behov for at have en fuldmagt, hvis du skal omregistrere en bil, som du selv skal eje. Hvis du af en eller anden grund ikke kan omregistrere bilen personligt, kan du vælge at give fuldmagt til en anden, som kan omregistrere bilen på dine vegne.

Som primær ejer kan man også registrere en anden person som sekundær ejer af bilen eller bruger af bilen. Personen, der skal tilføjes, skal dog først give dig en fuldmagt. Det kan gøres via Skats hjemmeside. Fuldmagten er kun gældende i 24 timer og er kun til ét specifikt køretøj.

Kan man omregistrere en bil uden en nummerplade? 

Man kan ikke omregistrere en bil uden en nummerplade. Køber man en brugt bil, der er afmeldt i Motorregisteret, er det nødvendigt for sælger at registrere bilen, inden den kan sælges. Først herefter kan køber omregistrere bilen inden for de normale fire hverdage fra købet. Hvis du overvejer at købe en bil, som ikke er indregistreret, anbefaler vi, at du får hjælp af en professionel, da du ikke kan være sikker på, om den overhovedet må registreres i Danmark, eller om der er betalt registreringsafgift.

Man skal normalt afmelde sin bil, hvis man flytter til udlandet. Det gælder dog kun, hvis man befinder sig i udlandet i mere end fem måneder. Hvis du er usikker på, hvad det vil sige at afmelde en bil, så betyder det kort og godt, at man ikke længere har en nummerplade. Helt lavpraktisk kan man aflevere sine nummerplader hos en nummerpladeoperatør eller hos en af Motorstyrelsens motorekspeditioner. Det koster 60 kroner at afmelde hos Motorstyrelsen. Det er fornuftigt først at tjekke, hvad det koster, hvis du får afmeldingen foretaget hos en nummerpladeoperatør, da de selv fastsætter prisen.

Skal en bil til syn, inden den omregistreres? 

Både ja og nej. Hvis du køber en brugt bil, er den ofte ældre end fire år gammel. Biler, der er over fire år gamle, skal til syn hvert andet år. Vi anbefaler derfor, at du tjekker nummerpladen her på siden, inden du gennemfører købet. På den måde kan du se, om bilen blev godkendt ved seneste syn, og hvornår den skal synes igen. Det er vigtigt at have tjek på det, da man ellers kan hænge på uforudsete regninger, der kunne have været undgået. For at tjekke en nummerplade, kan du gå til toppen af denne side og indtaste registreringsnummeret.

Om en bil skal synes, før den kan omregistreres, afhænger altså dels af bilens alder, og, hvis den er over fire år gammel, hvornår den senest blev synet. Det er værd at bemærke, at man ikke kan rykke fristen for det periodiske syn i forbindelse med omregistrering af en bil, og at sælger desuden har pligt til at informere den nye ejer, hvis vedkommende før handlen har modtaget en indkaldelse til periodisk syn. Lander indkaldelsen efter, at bilen er overdraget til dig, er det dit ansvar at sørge for, at bilen kommer til periodisk syn.

Det er derfor en rigtig god ide at tjekke bilens nummerplade, før du gennemfører handlen.

Andre har også læst

Mere end 57.000 dieselbiler bliver ramt - Er din en af dem?

Syn af bil

Periodiske afgifter