Sådan er du stillet, hvis der er gæld i bilen
Som vi har været inde på, er gæld i biler ganske normalt. Og har du set dig lun på en bestemt bil, behøver du ikke løbe skrigende bort, blot fordi vi her på AltOmBilen.dk fortæller dig, at der er gæld i den. Du skal bare vide det. For selvom de fleste privatpersoner er ærlige mennesker – og bilforhandlerne ligeså – kan du komme ud for, at det der med restgæld ikke lige bliver nævnt. Hvordan du er stillet, afhænger dog helt af, hvem du handler bil med.
I en privat handel
En bilhandel mellem privatpersoner er ofte genvejen til den billigste bil. Til gengæld er der ikke noget sikkerhedsnet i form af købeloven eller andet, som kan gribe dig, hvis ubehagelige overraskelser dukker op. Ubehagelige overraskelser kan være mekaniske fejl på bilen, men som vi har været inde på kan der også være tale om restgæld.
Skriver du under på en slutseddel i en bilhandel med en privatperson, og viser der sig efterfølgende at være gæld i bilen, hænger du på den. Gælden altså. Og det uanset om I begge har skrevet under på slutsedlen, og restgælden ikke fremgår af dokumentet.
Handler du bil med en privatperson, og er der gæld i bilen, er det bedste du kan gøre at ringe til banken, hvori bilen er belånt. Eller du kan – som vi også har været inde på – bede sælger om at skaffe et indfrielsesdokument, og det vel at mærke inden du skriver under eller overfører betaling for noget som helst. Det er nemlig din sikkerhed for, at sælger har indfriet gælden. Med andre ord er der fred og ingen fare, når først gælden er indfriet.
Du skal dog være opmærksom på, at tinglyst gæld ikke forsvinder fra Bilbogen med det samme. Der kan godt gå et par uger. Du sikrer dig altså bedst ved at få banken til at bekræfte, at gælden i bilen er et overstået kapitel. Du kan dog altid være sikker på, at oplysninger om gæld forsvinder fra Bilbogen, når gælden er indfriet.
Dermed ikke sagt at gælden i en bil skal slettes, når du handler bil med en privatperson. Det står dig selvfølgelig frit for at overtage gælden, hvis det giver mening for dig, og nogle bilkøbere bruger faktisk det ’kneb’ til at få prisen på selve bilen forhandlet ned. Uanset hvad du vælger, er det dog altid en god idé at tjekke restgæld i en bil inden et køb.
Når du køber hos en bilforhandler
Modsat en bilhandel mellem privatpersoner er du juridisk set noget bedre stillet ved at købe en bil hos en bilforhandler. Så har du nemlig købeloven og reklamationsretten i ryggen, lige så snart du skriver under på slutsedlen. Det gælder selvfølgelig også, hvis du på et senere tidspunkt finder ud af, at der er gæld i bilen, som forhandleren ikke har fortalt dig om. I de situationer har du ifølge købeloven to muligheder. Restgæld, du ikke er blevet oplyst om, kan nemlig sidestilles med fejl og mangler.
Og da gælden jo var til stede i bilen, da du købte den, er du i din gode ret til at bede forhandleren betale restgælden ud. Sker det ikke, er du i din lige så gode ret til at ophæve købet. Så skal forhandleren tage bilen retur, og du skal have dine penge igen. En restgæld i en bil købt hos en forhandler kan aldrig være dit problem som forbruger.
Desuden er det vigtigt at påpege, at en bilforhandler aldrig kan stille dig ringere, end de rettigheder du som forbruger har ifølge købeloven. Forhandleren kan altså ikke løbe fra loven, og du kan ikke frasige dig dine rettigheder, selvom forhandleren måske får dig til at skrive under på det, når I indgår handlen.
Dette gælder både privat og forhandlerkøb
Endelig skal du være opmærksom på, at restgælden godt kan være en anden, end den der står oplyst i Bilbogen. Som oftest vil den reelle restgæld være mindre, fordi der er betalt afdrag på lånet, siden det blev optaget. Men du kan også risikere at løbe ind i en bil, hvor gældsforpligtelsen er misligholdt, og der derfor er løbet renter på.
Det er en situation, du kan løbe ind i, uanset om det er en privatperson eller bilforhandler, du køber bilen af. Men som vi også har været inde på, vil du juridisk altid være bedre stillet ved at købe af en bilforhandler.
Men er der gæld i bilen, så er sælger faktisk juridisk forpligtet til at oplyse det. Det er med andre ord strafbart at holde mund om gæld i en bil. Det kan i værste tilfælde betragtes som bedrageri at undlade at fortælle om gæld under en bilhandel.
Der er gæld i min bil, hvad kan der ske?
Hvis du har handlet bil med en privatperson, og det efterfølgende viser sig, at der er gæld i bilen, er gælden dit ansvar. Det er altså dig, som skal barbere gælden ned.
Lad os lege med tanken. Du har købt en bil af en privatperson. Efterfølgende viser det sig, at der er gæld i køretøjet. Derfor er gælden nu dit ansvar. Men du har ikke lyst til at afdrage på en gæld, som en anden har stiftet, så du betaler ikke af på gælden i bilen, selvom banken beder dig om det.
Når vi dertil, kan banken foretage det, som kaldes et udlæg. Det er bankens krav på de penge, som skyldes i bilen. Det beløb kan være både dele af eller hele bilens værdi. Og er der først et udlæg i bilen, kan banken faktisk forlange, at du sælger den for at indfri det, som nu er din gæld. Altså selvom det egentlig var en anden, der i sin tid optog lånet. På den måde kan du risikere at stå uden bil.
Sådan sikrer du dig mod restgæld
Det bedste, du kan gøre for at sikre dig mod en gælds-overraskelse, er at slå bilens nummerplade eller stelnummer op. Med et nummerpladetjek får du nemlig alle de oplysninger, du skal bruge om bilen. Det er gratis, og det er hurtigt klaret.
Den bedste løsning er ofte, at du og sælger i fælleskab får det ordnet sådan, at der ikke længere er gæld i bilen, når I afslutter handlen. Det er desuden altid sælgers ansvar at få gælden indfriet, når I handler, medmindre du selvfølgelig vælger at overtage den.
Hvad med gæld i biler på tvangsauktion?
Du har sikkert også hørt om stramningen af færdselsloven, der i marts 2021 gjorde det muligt for politiet at beslaglægge biler fra vanvidsbilister. Sådanne sager skal altid en tur forbi dommerbordet i en retssal, og det er en af den type sager, der kan ende med, at en dommer siger god for en endelig konfiskation, så køretøjet ryger på tvangsauktion.
For dig som bilkøber gælder de samme regler som på enhver anden auktion. Det højeste bud (plus et eventuelt salær) får bilen. Du hænger altså ikke på noget, selvom der ifølge Bilbogen er gæld i bilen.
Ved en tvangsauktion går det, som bilen sælges for, til en eventuel debitor. Men er der gæld for mere, end bilen kunne sælges for, er restbeløbet en sag mellem den tidligere ejere og banken. Altså ikke noget du skal bekymre dig om. Er der tale om vanvidskørsel, får staten pengene fra auktionen, hvis der ingen kreditor er.
Særligt for dig som selv skal låne til en bil
At sørge for at restgæld i en bil er ude af verden, kan være en rigtig god idé. Og ikke kun fordi det giver dig ro i maven ikke at skulle tænke på en anden mands gæld. Én ting er, at det for de fleste bilkøbere vil være at foretrække, at restgæld er afviklet inden handlen indgås. Noget andet er, at det faktisk også kan være et krav fra din egen bank, at der ikke i forvejen er gæld i en bil, som du selv vil låne penge til.
Det betyder også, at du skal være opmærksom på, at en bil med gæld i sagtens kan omregistreres. Men som vi også har været inde på, følger ansvaret for den eventuelle gæld med den nye ejer. Det ændrer en ny registreringsattest ikke på.